Content marketing

3 grunde til at bruge en blog i din markedsføring

Victor Vestergaard
B2B marketing specialist & partner
Indholdsfortegnelse

En blog kan være et effektivt redskab, når du skal markedsføre din virksomhed som relevant og kompetent. I dette indlæg kan du blive 3 grunde klogere på, hvorfor du skal oprette en blog.

1. Du kan sætte din viden i spil

Som virksomhed gemmer du på en stor viden om dine kunder, din branche og dine produkter. Du har en indsigt, som kan løse de problemer, dine potentielle kunder står over for. Uanset om du sælger IT-ydelser, rejser eller fiskeudstyr, så er du nemlig den, der bedst kan svare på de spørgsmål, din målgruppe har.

Simpelt sagt: Når du leverer relevant og værdifuldt indhold til din målgruppe, positionerer du dig som ekspert inden for dit felt, og du ruster samtidig potentielle kunder til at tage en oplyst købsbeslutning. Denne tankegang kaldes også for content marketing.

Men det kan være svært at dele den viden, du har, hvis det skal ske i et Facebook-opslag eller på en Instagram-story. Får du en blog, er der plads til at udpensle et emne. Når du gør dig umage med at svare på de spørgsmål, din målgruppe brænder inde med, kan du blive opfattet som ekspert på netop dit felt.

Lad os tage et eksempel:

Som konsulent i forsikringsbranchen søger dine kunder sandsynligvis svar på de samme spørgsmål.

Det er måske “hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg vælger forsikring?”, “gælder min rejseforsikring også uden for Europa?” eller “behøver jeg at kaskoforsikre en bil til 35.000 kr.?”.

Svarene sidder sikkert på din rygrad - så del dem i dine blogindlæg. Din målgruppe får indhold, der hjælper dem, og samtidig får de indtryk af, at de står over for en virksomhed, der har styr på, hvad de laver.

2. Du performer bedre i Google-søgninger

Du kan være sikker på, at dine potentielle kunder ender på Google, når de står med et spørgsmål.

Søgeordsoptimering er en stærk grund til at oprette en blog. Jo flere indlæg du skriver, jo flere sider kan Google indeksere. Kort fortalt vil det tiltrække flere besøgende til din hjemmeside, når du tænker SEO ind i dine blogindlæg.

Men husk: Kvantitet vinder ikke over kvalitet. Vil du opnå gode resultater, kræver det, at du i dine indlæg besvarer de spørgsmål, din målgruppe googler. På den måde vil du ligge højere i søgeresultaterne og få mere organisk trafik ind på din hjemmeside.

3. Du kan bruge dit indhold på relevante kanaler

Sidst men ikke mindst - du skal se din blog som en platform, hvor alt dit content kan bo. Platformen giver dig mulighed for at (gen)bruge dit indhold igen og igen. Du kan poste og reposte dine blogindlæg på forskellige sociale medier og drive trafik ind på din hjemmeside.

For at dit indhold forbliver relevant og aktuelt, er det vigtigt, at du bygger din blog på de spørgsmål, dine kunder stiller igen og igen - på den måde sikrer du lang levetid på dit hårde skrivearbejde.

Forestil dig, at du skal backpacke i Asien. Du har sikkert mange spørgsmål til vacciner, forsikringer og udstyr. Som rejseselskab er det oplagt at lave indlæg, der besvarer netop disse spørgsmål. Sådan en artikel vil ikke kun være relevant i dag, men også næste sommer og om 5 år.

Du skal altså i gang med at skrive artikler, så:

  • Din målgruppe kommer til at opfatte dig som ekspert inden for dit felt
  • Du kan drive mere organisk trafik til din hjemmeside
  • Du får masser af indhold, du kan poste og reposte på tværs af kanaler.

Har du spørgsmål?

Jeg håber, at du er blevet klogere på, hvorvidt en blog er den rette løsning for dig. Hvis du har spørgsmål til, hvordan en blog kan se ud for netop din virksomhed, er du velkommen til at tage fat i os.